"Flugten til Amerika"

Frit efter Christian Winter

Dengang da jeg var en lille en

og var begyndt i skolen

og havde fået sko på begge ben

og bøger til bog reolen

Da var jeg ikke så from som nu

da havde jeg ben i panden

mit blod var hedt og ilter min hu

jeg forstod mig kun lidt på forstanden

En middagstad mellem tolv og et

engang var jeg rigtig i vinden

med næven knyttet og hjertet hedt

jeg stod med tårer på kinden

Læreren havde til rektor sendt mig hen

og i min kontaktbog skrevet

at jeg fandme ikke sku´ komme igen

før mine lektier var lavet

og Rikke der bor i mit kvarter

hun kom og hev mig i armen

og sagde vi ikke var kærester mer

hvis ikke jeg tog mig sammen

Nej, tænkte jeg, det er for galt

langt mer´ end jeg kan udholde

det skal de alle få dyrt betalt

der mig denne tort forvolde

Nu flygter jeg bort til amerika

og når man så er forlegen

hvor atter man får en Peter fra

ja så er peter af vejen

Forbavset min yngre broder Emil

gav slip på hammer og segl

på ansigtet stod et usikkert smil

han bed forsigtigt sin negl

Ja, hør du Emil, du skal gå med

som brødre vi bør holde sammen

her er ej længre vort blivende sted

hist finder vi trøst og gammen

Den lille så på de nye sko

og glatted sin bluses folder

hvor lang er vejen skal jeg tro

og tror du skoene holder

Længere der er til Amerika

end til tante Lise på landet

og for at komme derhen herfra

man sejle må over vandet

Men når man så farten overstår

fortryder man aldrig løbet

man får til foræring en herregård

og penge oven i købet

konfektrosiner og mandler der gro

i store duske de hænge

på træerne sammen to og to

de koster slet ingen penge!

De masser af frihed endnu har

man skal dog huske at bruge forstanden

for hver gang man sig en frihed tar

tar man den måske fra en anden

Man gynger hele dagen, mig bekendt,

i dejlige vuggestole

og man kan blive præsident

helt uden at gå i skole

Ja så, sagde den lille, så er det et ord

nu er da min rejse besluttet

min appetit er ikke just stor

til at komme i Instituttet.

Så stod vi stille og tænkte os om

thi bittert er det at sige farvel

måske vi aldrig tilbage kom

og kunne vi passe på os selv?

Vi følte os som voksne mænd

da mor råbte ud på gaden

Emil og Peter hvor skal I hen?

Jeg er næsten færdig med maden...

Betutted begge to vi stod

vor rejse gik rent i glemme

og uvilkårligt lystred vor fod

den moderligt myndige stemme

Min vrede nedslog hendes blide røst

som lynet egestubben

jeg drukned min sorg og fandt min trøst

på bunden af grøntsagssuppen